Nyheder

Nyheder

Outforce køber MindZet

11-08-2016

Den fynske IT-virksomhed Outforce A/S ruster sig til fremtiden med opkøbet af IT-virksomheden MindZet med hovedkontor i Kolding. Bag købet ligger et fælles ønske om at styrke de to virksomheder og udnytte synergieffekter samt at kunne tilbyde kunderne et bredere sortiment af professionelle services.

Den Middelfartbaserede IT-virksomhed Outforce fortsætter den positive udvikling. Senest med købet af IT-virksomheden MindZet, som med fire afdelinger i Danmark sikrer Outforce en betragtelig udvidelse af forretningen, hvor bl.a. antallet af medarbejdere fordobles.
 
-Vi har haft et godt samarbejde med MindZet siden 2009 og har derfor et indgående kendskab til hinanden og til vores fælles kompetencer. Vi er begge Microsoft-huse, og MindZet har flere styrker, der gør dem interessante for os. Det er bl.a. deres erfaringer med at levere professionelle services og outsourcing til mellemstore og store virksomheder samt deres erfaringer med automatisering og stordrift. På den måde er de to virksomheder et rigtig godt match – faktisk så godt, at flere af vores fælles kunder har understreget over for os, at sammen kunne vi være rigtig stærke, fortæller adm. direktør i Outforce A/S, Enrico Augustinus.

Fortsat to virksomheder
Det er ønsket om at forene de to virksomheders kompetencer og produkter i én samlet tilgang til kunden, der ligger bag Outforces opkøb af MindZet.  Enrico Augustinus understreger dog, at MindZet fortsætter som selvstændig virksomhed – blot er den nu ejet af Outforce.
-Vi vil fortsat være to virksomheder, men vi vil sikre én tilgang til kunden. Lidt firkantet sagt får vi flere ’varenumre’ inden for et marked, som vi virkelig tror på. Vores samlede produktportefølje bliver også bedre, hvilket vores kunder har efterspurgt, og endelig kan vi i fællesskab supplere hinanden og gøre os attraktive for endnu flere kunder, forklarer Enrico Augustinus.



Det er dog ikke kun fra fynboernes side, at handlens perspektiver får fine ord med på vejen. De bakkes op af CEO i MindZet, Morten Waltorp Knudsen.

- Vi komplementerer hinanden rigtig godt, og samtidig driver vi vores forretninger på samme værdigrundlag. Dette har været meget vigtigt for mig i processen med at finde en stærk samarbejdspartner, der kan flytte MindZet/Outforce til næste niveau. Vi styrker vores tilbud til kunderne indenfor bl.a. hosting og softwarelicenser, og vi sikrer samtidig vores kunder en større kritisk masse på f.eks. brugersupport samt Citrix og Microsoft server-kompetencer, fortæller Morten Waltorp Knudsen.

I forbindelse med opkøbet bliver Morten Waltorp Knudsen efter eget ønske salgsdirektør i MindZet. Et skifte, han glæder sig til.
- Det har været et stort ønske for mig at være mere i kontakt med kunderne på daglig basis. Det er vigtigt, at vi hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til vores kunders udfordringer, så vi løbende kan tilbyde services, der gør en stor forskel og tilfører værdi til kunderne. På den måde er det kunderne, der definerer vores services, slutter Morten Waltorp Knudsen.


For yderligere information, kontakt venligst:
Enrico Augustinus, adm. direktør i Outforce A/S, mobil: 20 49 56 19
Morten Waltorp Knudsen, CEO i MindZet A/S, mobil: 40 17 81 79


Kort om Outforce A/S:
Outforce A/S er totalleverandør inden for hostingydelser og IT-services. Virksomheden tilbyder cloud-løsninger og konsulentydelser i absolut topklasse. Outforce udspringer af og er stadig solidt forankret i en af Danmarks største virksomheder, USTC. Qua tilhørsforholdet til USTC har Outforce gennem en årrække løst opgaver i det meste af verden. I dag arbejder Outforce for en lang række forskellige virksomheder og supporterer løsninger på seks kontinenter.
 Med virksomhedens hovedkontor og to moderne topsikrede datacentre i Middelfart tilbyder Outforce en to-center løsning, hvor din virksomheds IT opbevares under maksimalt trygge forhold. Læs mere på www.outforce.dk.

Kort om MindZet A/S:
MindZet A/S er en IT-virksomhed med 30 ansatte, der leverer projekt- og serviceleverancer med afsæt i tilpassede løsninger ift. kundens IT-modenhed. MindZet blev stiftet i 2003 af Morten Knudsen, og har i alle årene markeret sig blandt Microsofts Guld Partnere, bl.a. som Årets Microsoft Partner inden for kundetilfredshed. Medarbejdere håndplukkes med afsæt i deres kompetencer og værdigrundlag med fokus på ansvarlighed, ærlighed, evnen som holdspiller og fleksibilitet. MindZet har kontorer i Kolding, Sønderborg, Århus og Glostrup. Læs mere på http://www.mindzet.com/
 



MindZet: Kolding - Sønderborg - København - Aarhus . Tlf. +45 69 89 89 00 . Mail: info@MindZet.com
Følg os